England - onsdag den 03. april 2013
3 korte ture kombineret til en lang - og en HOT afslutning på dagen!
Yes blå himmel og kun en enkelt lille sky at spotte. Det så godt ud! Men vejrudsigten sagde lidt noget andet, så gad vide, om det ville holde.
I dag havde vi byttet morgenmad i forhold til i går. Lasse fik røget laks med æg og jeg fik æggeomelet. Det smagte stadig super.
Så gik det mod slagteren først. Vi skulle lige bestille et kilo Cumberland Sausage, som mest minder om medisterpølse, men som er krydret på en speciel måde. Det smager himmelsk og Lasse ville gerne have lidt af det med hjem. Planen var at få slagteren til at vacuumpakke kødet og fryse det ned, så det kunne klare hjemrejsen uden problemer. Det var ikke noget problem, at bestille kødet til fredag morgen. Så var trin et i dagens plan klaret...
Ned til Booths, for at handle den obligatoriske sandwich og en Coke, så vi havde til dagen og vejen. Det var ikke lige til at vide, om vi var i nærheden af et spisested til frokost. Busstationen var spækket med morgenbusser og vores dobbeltdækker bus holdt og ventede udenfor stationen. Den kørte dog planmæssigt og vi kunne få turen ud af Keswick og øst langs Derventwater kunne opleves på øverste etages forreste række. Vi var faktisk kun 3 med bussen...
Da vi havde passeret en del af søen, gik vi nedenunder, for vi skulle af ved en vej, der fører op i bjergene mod søen Watendlath. Vi nåede ned til chaufføren lige i rette tid. Vores vej dukkede op foran os og vi blev sat af bussen. Vi var nødt til at starte med at fotografere Cat Bells, for bjergkæden på den anden side af Derventwater søen lå badet i fuld sol og søen var næsten helt rolig. Det var så smukt, så der blev knipset som en gal!
Men vi måtte til det. Vejen op i bjergene ventede. Og det var lige på og hårdt med opad!
Det gik nu rimelig fornuftig. Underlaget (asfalt) gjorde det let for støvlerne, at stå fast og snart var vi oppe ved Ashness broen, en gammel stenbro, som er et yndet fotomål i Lake District. Som sædvanlig var her også mange mennesker og midt i floden stod (også næsten som sædvanlig) en fotoentusiast med kamera på stativ. Inde ved kanten sad hans lille hund stille og rolig og ventede. Det var godt nok en velopdraget lille fyr.
Vi fik også taget vores portion af billeder, før vi fortsatte op af vejen mod søen. Et lille kvarters vandren og vi nåede til et udsigtspunkt, der kunne tage luften fra enhver. Det var et smukt vue ud over Derventwater og bjergene omkring søen. Der manglede såmænd kun lidt små skyer på himlen, for at kalde billedet perfekt til et postkort - Men de manglende skyer kunne vi leve med. Her blev tid til en god pause, hvor vi bare nød udsigten. Bjergtagende!
Men vi måtte videre, selv om det var svært at forlade denne udsigt, der for mig er noget af det smukkeste i Lake District. Vi fortsatte igen op af asfaltvejen og var nu i gang med tur nr. 2 i forhold til den bog med korte ture, som vi havde lånt på vores b&b. Et stykke længere fremme mødte vi stien, der gik mod Lodore og Watendlath. Nu blev stien mere rå og fyldt med klippestykker og småsten.
Inden længe var vi inde i den dal, som jeg huskede fra turen med Jan Refsing. Dalen var med høje bjerge på begge sider og en fin flod, der løb gennem dalen. Meget billedskøn, selv om der nu manglede blade på træerne. Her var lidt flere vandrere, end jeg var vant til i Lake District. Det er åbenbart stadig højtid for vandring i området.
Efter et stykke vej, nåede vi til Watendlath søen. Her holdt vi frokost. Også her var der mange mennesker. Vi spiste vores sandwich og snakkede lidt om vores videre tur. Egentlig var det meningen, at vi skulle gå den direkte rute ned til Rosthwaite men jeg ville gerne prøve en alternativ rute over Dock Tarn. Lasse blev overtalt ved, at turen var mere adventureus og med en stejl nedstigning mod Stonetwaithe. Så vi fortsatte på en (for mig) ny rute. Op i bjergene syd for Watendlath og snart var vi et terræn uden en bred vandresti. Det var en rigtig fed tur. Efterhånden som vi kom op i bjergene mod Dock Tarn, dukkede sneen op og på et stejlt stykke opad, var der en del sne og vi skulle passe rigtig godt på, for ikke at skride.
Snart havde vi Dock Tarn foran os. Det passede med beskrivelsen, at man bare skulle følge stien, selv om den var lidt svær at se fra tid til anden. Der var ikke andre ruter i området, så det var den rette vej.
Ved Dock Tarn holdt vi et lille break, for nu vidste vi, at turen snart ville gå ned i dalen mod Stonethwaithe - og det ville blive forholdsvis stejlt. Inden vi begyndte nedstigningen, nåede jeg at tabe mit kamera på stien og ned i noget vand. Der blev bandet og lynet, mens kameraet blev tørret. Efter kort tid kunne jeg konstatere, at det havde overlevet. Vi sørgede lige for, at bestige et par udsigtspunkter, der gav en enestående udsigt op over dalen mod Lining Crag og ned mod Rosthwaite og Borrowdale.
Så gik det ellers ned mod dalen og det var stejlt. Men hele turen ned var der fint med trappetrin, lavet af de sten, som området er så kendt for. Det var hårdt, at gå ned. Det krævede en god koncentration og knæene arbejdede på højtryk. Så meget snart var vi nede i dalen og jeg kunne få opklaret, hvor stien mod Dock Tarn starter, når man står nede i dalen. Starten var ganske lidt højere end byen Stonethwaite. Det måtte jeg huske, hvis der skulle blive en anden chance, for at besøge Dock Tarn!
Lasse følte sig mere sikker på, at vi kunne nå busserne, hvis vi fortsatte til Rosthwaite, som var et par kilometer længere nede i dalen. Så det gjorde vi. Og snart var vi tilbage i Rosthwaite i tide til et besøg i Riverside Bar, før bussen skulle køre kl. 16. Men da vi vendte tilbage til busstoppestedet, for at tage bussen kl. 16, kunne vi konstatere, at bussen kl. 15 ikke var kommet. Der kom en anden bus, der skulle tilbage mod Keswick, men den havde ikke plads til ret mange af de utålmodige passagerer. Chaufføren kunne konstatere, at den store bus mod Keswick var brudt sammen og en ny på vej. Men hvor lang tid ville det tage?
Kort tid efter kom en af de små busser, der kører fra Keswick, over Honister passet til Buttermere og retur til Keswick. Vi traf en hurtig beslutning og hoppede ombord. Det ville godt nok tage 5 kvarter (mod et kvarter) at komme til Keswick, men så havde vi i det mindste sikkerhed for, at vi kom retur...
Så vi fik en ekstra tur op i Honister passet og videre gennem bjergene til Buttermere. En flot tur gennem noget af det flotteste landskab, som Lake District kan opfostre.
Vel tilbage i Keswick havde vi kun kort tid til at besøge vores b&b. Vi havde nemlig bestilt bord på LBS pizza house i gågaden. Her var der konkurrence og den agtede vi at deltage i. Det handlede nemlig om at spise Keswicks hotteste pizza og det mente vi nok, at vi kunne klare!
Vi troppede op og blev båset i pizzariaets bar, for vi skulle overvåges, mens vi spiste pizza'en. Inden vi fik pizza'en serveret, var der lige nogle regler, vi skulle læse og skrive under på, at vi accepterede. Det var bl.a., at vi havde 25 minutter, til at spise pizza'en i, den var fyldt med verdens stærkeste chili Jolokia, vi fik et glas (en pint) vand og måtte ikke få andet, mens vi spiste pizza'en. Vi måtte ikke bruge bestik - og vi måtte selvfølgelig ikke hjælpe hinanden. Jeg var lidt nervøs, da vi læste reglerne - især, at de brugte Jolokia chilli'en. Det var ikke til at vide, hvor stærk den faktisk var. Jeg var imponeret over, at Lasse insisterede på, at være med i konkurrencen.
Før vi fik skrevet under på reglerne, dukkede 3 englændere op. De skulle også prøve. De fik fluks serveret 3 pizza'er og stopuret blev startet. De nåede kun at spise en mundfuld, så stod de af og bestilte fluks et glas mælk, til at dulme for den stærke chili.
Vi skrev under og fik serveret vores 12" pizza, der var en "lettere" forstærket Magaritha pizza. Stopuret blev startet og så gik det derudaf. Lasses taktik var, at tage 2 slices og lægge dem sammen, så han kunne undgå den direkte kontakt med chilien. Det brændte pænt med det samme men ikke mere end jeg kørte på. Snart var jeg ovenpå og konstaterede, at jeg ville kunne spise hele pizza'en. I løbet af 7-9 minutter havde jeg spist min pizza. Lasse kæmpede en brav kamp. Han svedte og sagde ikke ret meget undervejs. Vi havde aftalt ikke at røre vandet, før vi var færdige. Det kunne Lasse ikke helt klare men det var nu imponerende, at han kæmpede sig igennem, for han har ikke helt samme erfaring med pizza, som jeg har. Men han blev også færdig (jeg mener, at det var omkring 17 minutter han brugte).
Tjenerne og kokkene var imponerede. Det er ikke hver dag, de ser nogen klare pizza'en, så vi kunne godt være stolte. Der blev taget billede af os til deres wall og fame og vi fik pizza'en gratis + en 5 pund voucher - samt en T-shirt. Vi var stolte over, at være kommet igennem og vi fejrede det med en Old Peculier og en Cola i Dog & Gun baren, før vi gik tilbage mod vores b&b. Klokken var ikke mere end 19 men chilien begyndte at røre på sig i vores maver. Lasse havde det skidt og ville gerne hurtigt tilbage til vores værelse.
Vi så lidt fjernsyn og slappede af og forsøgte at sove. Men vi fik begge pænt ondt i maven. Det sved, når vi skulle tisse og mavepinen gik over i krampe, der var så vild, at jeg flere gange ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Ind imellem var der ro og jeg kunne sove, men efter et stykke tid "kogte" maven op igen og et nyt anfald meldte sig. Under et af disse anfald besvimede jeg faktisk på badeværelset, så der lød et ordentlig brag. Lasse blev helt bange, men der var ikke sket noget og jeg kunne hurtigt kravle i seng og håbe på, at der atter blev ro i maven.
